En oase for sommerfugle og mennesker

Hvad med at skabe en sommerfuglehave? En skøn have for sommerfugle er også en skøn have for mennesker. I hvert fald for mennesker der holder af sol, varme, læ og masser af blomster, for det er hvad der skal til for at skabe en god sommerfuglehave.

Det er en sjov udfordring at forsøge at lokke vilde dyr til haven. Planter kan man selv plante, men insekter, fugle og andre dyr skal lokkes til ved at skabe attraktive levesteder. Dagsommerfugle er især sjove, da de bidrager til haven med liv og farver, og da de er relativt nemme at lære at kende. Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at registrerer arter og glæde mig over nye arter i haven. Senest har jeg kunnet tilføje den fantastiske sørgekåbe til listen.

IMG_3003jpeg

Dagpåfugleøjer på en sommerfuglebusk. I sensommeren tiltrækkes et stort antal sommerfugle af de mange blomster i dette sydvendte bed.

Skab læ og sol

Hvis du ønsker at tiltrække sommerfugle til haven, er der flere ting, du kan gøre. Tænk over, hvordan du kan indrette haven, så den bliver læfyldt og solrig. Forestil dig for eksempel, at din have skal blive som en solbeskinnet skovlysning. Her er fantastisk læ, og samtidig kan solen nå ned til jorden, så der kan blive varmt og blomsterrigt. Rigtigt mange arter af sommerfugle og andre dyr kan trives her.

I din have kan du skabe læ på flere måder. Almindelige hække og hegn er gode. Du kan også gå skridtet videre og plante buske og træer i havens randområder, så de får karakter af skovbryn. I skovbrynet vokser et miks af buske og træer i forskellige størrelser, så de skærmer effektivt af for vinden. Samtidig får alle planterne lys nok til at de kan blomstre og sætte bær og frugter.

Inde i haven på det sted, hvor solen har størst magt, er det ideelt at dyrke gode nektarrige blomster, som sommerfuglene elsker. Det kan både være som traditionelle blomsterbede eller som blomsterenge, hvor græs og blomster får lov at vokse vildt. Begge dele er af stor værdi for sommerfuglehaven.

Nektarrige planter

Sommerfugle tiltrækkes af nektarrige blomster. De voksne sommerfugle er ikke særligt kræsne, så der er masser af muligheder at vælge imellem. Det er dog sjovt at dyrke nogle af sommerfuglenes favoritter, så du er sikker på at få talrigt besøg af de flyvende skønheder. Sommerfuglebusken er måske den bedste, og den er svær at undvære i sommerfuglehaven. Hjortetrøst er også super god. Der findes både en vild, dansk art og en række forædlede arter og sorter. Andre særligt gode sommerfugleblomster er solhat, merian, lavendel, pragtskær, anisisop, salvie, timian, skt. hansurt og kattehale. I blomsterengen tiltrækkes sommerfuglene blandt andet af lucerne, kællingetand, røllike og knopurt.

Sommerfuglene er ikke kræsne, når bare de kan nå ned til nektaren. Så det gælder om at have et bredt udvalg af åbne eller letfyldte blomster fra forår til sensommer. De fyldte og stærkt forædlede blomster kan sommerfuglene ikke bruge til så meget.

IMG_2056jpeg

I denne blomstereng med blandt andet lucerne og kællingetand har almindelig blåfugl slået sig ned.

Den ambitiøse sommerfuglehave-ejer

Hvis du vil gøre endnu mere for at tiltrække sommerfugle, kan du plante værtsplanter til larverne og gøre mere ud af at skabe gode levesteder.

Det kan godt være, at de voksne sommerfugle ikke er kræsne, men det er deres larver til gengæld. De fleste arter af sommerfugle er afhængige af ganske bestemte værtsplanter til deres larver. Jeg vil anbefale følgende værtsplanter i sommerfuglehaven:

  • Brændenælde (nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral, m.fl.)
  • Ærteblomstrede planter som kællingetand, lucerne og mussevikke (blåfugle)
  • Løgkarse, judaspenge eller engkarse (aurora)
  • Tørst (citronsommerfugl). Tørst er en elegant lille busk, der fint kan indpasses i haven.
  • Langt græs i en blomstereng (græsrandøje, engrandøje)
  • Vilde violer (perlemorssommerfugle)

De arter af sommerfugle, som bliver i Danmark om vinteren, overvintrer under bark, i huletræer, i brændestabler, i udhuse eller i hulrum mellem sten. Afhængig af art overvintrer de som æg, larve, puppe eller fuldvoksen sommerfugl. Tænk derfor over at skabe forskellige overvintringsmuligheder rundt omkring i haven. Det er oplagt at indføre en permanent brændestabel og en stenbunke. De er også med til at give varme områder i haven. På sydsiden vil solens stråler skabe et varmt mikroklima som sommerfuglene vil elske. Kampesten kan lægges i en bunke, stables til et stendige eller en støttemur. Imellem stenene er der gode vækstforhold for mange solelskende urter og hjemmehørende planter. En jordvold kan også bidrage med et godt mikroklima.

Til forskel fra de fleste andre dyr har sommerfugle ikke behov for adgang til ekstra vand udover, hvad de kan finde på planter og jord. Men de sætter pris på adgang til fugtig jord, hvor de kan finde mineraler. Det kan være i form af et sumpet bed, bredden af en havedam eller balje med mudder.

IMG_1906jpeg

Rundt om aftenterrassen er kampesten stablet til en støttemur. Stenene giver varme, læ og overvintringsmuligheder til sommerfuglene, og i bedet dyrkes en mængde forskellige nektarrige blomster.

Skrevet af Marie Uth