pic

Som småbørnsmor og have- og naturelsker er jeg altid på udkig efter gode udflugtsmål i nærområdet, hvor der er gode oplevelser for både mig og børnene. Gode udfoldelsesmuligheder for børnene skal gerne ligge i smukke, grønne omgivelser, hvor det er dejligt at opholde sig for hele familien. Grønne miljøer er balsam for sjælen og restituerer hjernen, som jeg har beskrevet det i en artikel om helsehaven. Det kan enten være vild natur eller en kultiveret have.

I det daglige opholder vi os mest hjemme i haven eller i grønne områder indenfor gåafstand, men nogle gange er det rart at komme ud og se noget andet. I det følgende kan du finde idéer til gode udflugtsmål med små børn, og jeg nævner også nogle konkrete steder nær Glejbjerg, hvor vi bor.

pic
I det daglige tager vi på små ture til grønne områder, der kan nås på cykel og gåben. Her er vi i den lokale skov i Glejbjerg.

Legepladser

En god legeplads er altid et hit. Jeg går især efter legepladser i naturskønne omgivelser, hvor det er også er rart for voksne at slå sig ned og nyde udelivet. Mon ikke alle børnefamilier tager på tur til legepladser med jævne mellemrum. Vi tager til de lokale legepladser fra tid til anden, og vi besøger også legepladser, når vi er på ferie.

Gode legepladser i vores nærområde:

  • Endrup Naturpark (Skønt område med både legeplads, bålhytte, shelters og stier i engen)
  • Playline i Billund (På ruten ’Playline’ er der gode legepladser ved Billund Centret, ved LEGO House og ved LEGOLAND Castle Hotel. Den spændende skulptursti er også en del af ruten)
  • Holsted Å Park i Holsted (Ny legeplads ved åen)
  • Vognsbølparken i Esbjerg (En stor, skøn bypark med flere legepladser)
  • Vejen Anlæg (I den store park er der flere legepladser, en sø med ænder og normalvis også geder. Omkring 1. maj blomstrer de mange japanske kirsebærtræer)
pic
Legepladserne ved LEGOLAND Castle Hotel er åbne for offentligheden.

Skovture

I skoven er der altid spændende oplevelser i børnehøjde - og det gælder både sommer og vinter. Lange gåture fungerer sjældent ret godt med små ben, så oftest bliver det en opdagelsestur på et lille område.

Gode skov- og naturområder i vores nærområde:

  • Skoven i Glejbjerg
  • Klelund Dyrehave ved Hovborg (En stor indhegnet skov, med krondyr, vildsvin og ulve. Der også er legeplads og fugletårn)
  • Baldersbæk Plantage ved Hovborg (En spændende naturejendom med park, skov og sti i engen langs Hovborg Å. Tag børnene med hen til den vandsprøjtende skulpur 'Den Lumske Dreng')
  • Grene Sande og Gyttegård Plantage syd for Billund
  • Åtte Bjerge i Føvling
  • Åstrupgård Plantage og Tyskerhuset nord for Glejbjerg (Privat skov, der er åben for besøgene)
pic
Klelund Dyrehave har meget at byde på. I sensommeren blomstrer lyngen.

Badesøer og strand

På varme dage er noget af det bedste at komme ud at bade. I ferien tager vi ofte til stranden, men i hverdagen er det skønt at tage til en lokal badesø. Vi har et par badesøer i nærområdet med lavt, børnevenligt vand og smukke omgivelser.

Gode badesøer i vores nærområde:

  • Nysø i Søndre Plantage ved Varde (Det er en ren badesø med sandstrande i en gammel grusgrav. Her er masser af aktivitetsmuligheder ved søen og i den omgivende skov)
  • Kvie Sø (Her er badesø, legeplads, pandekagehus og en sti i den smukke natur)
pic
Kik over Nysø i Søndre Plantage ved Varde.

Haver og parker

Som haveelsker holder jeg meget af at komme ud og se nogle smukke haver og parker. Det kan godt fungere at tage børnene med, men det går bedst, når der er gode aktivitetsmuligheder for børn. Der findes en del smukke parker, hvor der er legepladser, klappedyr eller andre tiltag for børn.  

Smukke haver og parker i vores nærområder

  • Tambours Have ved Karlsgårde Sø (Udenfor den smukke have er der en naturlegeplads og en sti langs søen)
  • Geografisk Have i Kolding (I den store park er der også meget for børn; forskellige dyr, legepladser og Kolding Miniby)
  • Sønderskov Slot (Foruden slotshaven er der en hyggelig skovsti og salamandre i den gamle voldgrav)
  • Haven ved Teddy Bear Art Museum i Billund (Meget smuk have, som kan besøges uden entrebillet. Haven ligger tæt på Playline i Billund)
pic
I Tambours Have er der blandt andet mange azaleaer og rhododendroner, som blomstrer overdådigt omkring 1. juni.

Andre gode muligheder

Fisketure kan også være hyggelige, og med mindre børn er der gode chancer for succes ved en fiskesø. Hvis hele familien skal afsted, foretrækker jeg en fiskesø, der ligger i naturskønne omgivelser. Det kan fx være Sølvdal Lystfiskesøer ved Holsted, hvor der i øvrigt også er fodboldgolf og juletræssalg. 

Dyreparker og zoologiske haver er også en klassiker, når børnefamilien skal finde gode oplevelser. Nær Glejbjerg vil jeg anbefale Glad Zoo i Lindtrup, som er en smuk mindre park med både spændende dyr og gode legepladser. 

Der findes også forskellige former for frilandsmuseer, der kan være gode at besøge. I vores nærområde har vi Museumsgården Karensminde ved Grindsted, hvor børn kan opleve en bondegård som i gamle dage.

pic
Ved en sø som denne er der gode chancer for at se spændende vanddyr, finde frøæg og se guldsmede.