Haveplan
Udformning af plan for din have
En have kan indrettes på tusindvis af måder, og det kan være uoverskueligt at vælge mellem de mange muligheder og finde frem til en haveplan, der passer til stedet og opfylder alle krav og drømme. Nogle gange kan det næsten føles som en kabale, der er svær at få til at gå op.
Som havedesigner kan jeg hjælpe dig med at udarbejde en god og gennemtænk haveplan for netop din drømmehave. Jeg lægger vægt på at finde frem til løsninger, der passer til dig og din familie – jeres ønsker og behov. Og samtidig laver jeg en haveplan, der tager højde for havens jordbund, lysforhold, vindforhold, eksisterende planter, osv.
Når jeg skal udarbejde en haveplan, begynder jeg med et havebesøg hos dig, og derefter færdiggør jeg planen på kontoret. En haveplan består af en havetegning og et dokument med noter og inspiration. Jeg tilpasser opgaven til dine ønsker, og derfor kan tidsforbruget variere. Jeg bruger normalt 6-9 timer på en haveplan, men det kan være mere eller mindre afhængig af omfang og detaljeringsgrad. Det er muligt at aftale en fast pris på en konkret opgave.
Du er meget velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak om en mulig haveplan.
JEG KAN FOR EKSEMPEL HJÆLPE MED AT:
- Give mere plads til vild natur i din have, og få naturtiltag til at passe smukt ind
- Skabe en børnevenlig have, der stimulerer fantasi, sanser og giver naturglæde
- Få overblik over en tilgroet have og finde de skjulte perler blandt forvoksede planter
- Lave en grundplan over din have, som du kan arbejde videre ud fra
- Skabe en smuk og frodig have med dine tilgængelige ressourcer af tid, lyst og penge
- Indpasse en bred vifte af spiselige planter i haven
- Skabe en skøn otiumshave, som er tilpasset dine ændrede behov
- Skabe en bæredygtig have og tilpasse den til et ændret klima
Eksempler på haveplan
Haveplan for en stor have med store havedrømme. Havens ejere ønsker en smuk have fyldt med blomster til buketter og til havens bier. Der skal både dyrkes blomster i en stor skærehave, i bugnende staudebede og i vilde blomsterenge. Haven skal også være rig på natur og byde på masser af oplevelser. En ny sø og et tilhørende trædæk skal danne centrum i haven. Ud over havetegningen indeholder haveplanen et idé-katalog med inspirerende billeder og planteforslag.
Denne lille byhave er tegnet til et driftigt par, der netop er flyttet fra en landejendom til et charmerende byhus med en lille muromkranset have. Her ønsker de at skabe en dejlig have, hvor de kan nyde deres otium. Parret har dyrket økologiske afgrøder i deres tidligere have i stor stil. Nu ønsker de en nemmere have, men hvor de stadig kan høste lækre afgrøder. Den nye have har et lunt mikroklima, og den skal bugne af frugt og bær, og samtidig skal haven være en oase for vilde arter. Ud over havetegningen indeholder haveplanen et idé-katalog med inspirerende billeder og planteforslag.
Havetegning for en ældre, tilgroet have, der skal forvandles til en spiselig have med selvforsyning. Havens ejere ønsker udelukkende at bruge haven til ophold og dyrkning af lækre afgrøder. Haven må gerne være naturpræget med plads til biodiversitet. Haven består af en ny køkkenhave med tilhørende drivhus, som er placeret i den solrige del af haven. Resten af haven udformes som en spiselig skovhave, hvor frugt, nødder, bær og urter gror imellem hinanden. En bred, bugtet sti binder havens forskellige elementer sammen. Ud over havetegningen indeholder haveplanen et idé-katalog med inspirerende billeder og planteforslag.
Pris for en haveplan
En haveplan afregnes normalt som et havebesøg til 1950 kr. plus kørsel (3,73 kr. pr. km) og derefter afregnes pr. time for det efterfølgende arbejde. Timetaksten er 650 kr.
Det er muligt at aftale fast pris for en konkret opgave.
Forberedelser til en haveplan
Du kan med fordel forberede dig, inden vi i fællesskab går i gang med at udarbejde din haveplan.
- Du kan nedskrive konkrete ønsker til haven. Tænk grundigt over, hvad dine ønsker og behov er, og om der er særlige forhold at tage højde for. Du kan evt. udfylde spørgeskemaet nedenfor.
- Du kan finde billeder, der illustrerer dine drømme. Din stil, den stemning du ønsker i haven og konkrete planter, materialer og elementer, du kunne tænke dig. Du kan evt. kigge i min omfattende fotosamling på Pinterest. Log ind og lav din egen mappe, hvor du gemmer de valgte billeder – find Pinterest her
Hvis du forbereder ønsker og samler billeder, vil du formentlig blive gladere for både haveplanen og den nye have – og spare penge på processen!