Hvis du elsker blomster, er det bare med at få fyldt haven med alskens blomster. Der findes mange måder at invitere flere blomster ind i haven. Det handler om cottagehaver, skærehaver, sommerblomster, selvsåede blomster, bugnende staudebede, skønne roser, blomsterbuketter, vilde blomster og blomster til bier og sommerfugle.

"Wow-planter" - dronningerne i blomsterhaven

Når disse blomster springer ud og står på deres højeste, bidrager de til blomsterhaven med farveeksplosion og blomsterglæde. Det er de blomster, der får havens gæster til at stoppe op og sige "wow!". På billederne er det tulipan, løvfældende rhododendron, rose 'Frülingsduft' og kornvalmue. Andre gode "wow-planter" er magnolia, japansk kirsebær, pæoner, haveiris, hortensia, orientalske valmuer og liljer.

To-årige med overdådig blomstring

De to-årige blomsterplanter er særligt gode til at sikre overdådig blomstring i haven. De er fantastiske i "dynamiske" blomsterbede, hvor de kan få lov at kaste frø og selvså sig år efter år. Hvis småplanterne luges væk, får festen hurtigt en ende. På billederne ses judaspenge, filtbladet kongelys, natviol og fingerbøl. Andre gode to-årige blomster er studenternelliker, natlys og de øvrige typer af kongelys.

Længeblomstrende planter

Særligt i små haver, er det vigtigt med længeblomstrende planter, hvis haven skal være rig på blomster det meste af året. I større haver kan de længeblomstrende planter også være et godt supplement til "wow-planter", der kun bidrager i få uger til blomsterhaven. På billederne ses fra venstre stjerneskærm, rugosa-rosen 'Hansa', sommerblomsterne dahlia og stolt kavaler og til sidst kertepileurt. Andre gode længeblomstrende planter er  storkenæb 'Rozanne' og 'Roseclair', guldklematis, sporebaldrian, hortensia og mange sommerblomster.

Blomster til hele sæsonen

Snepryd

Forårsblomster

Forårets blomster er måske de blomster, der giver den allerstørste glæde. Om foråret blomstrer især løgplanter som vintergæk, krokus, skilla, påskeliljer og snepryd, som ses på billedet. Men også blomsterplanter som anemone, martsviol, erantis, kodriver og påskeklokke. Frugttræernes overdådige blomstring præger også foråret.

Storkenæb 'Johnsons Blue'

Forsommerflor

I forsommeren kan blomsterfloret være intenst, og bedene er stadig friskgrønne inden visne blomster begynder at sætte deres præg. I forsommeren blomstrer skønheder som akeleje, tulipan, storkenæb (som billedet), pæon, valmuer, rhododendron, iris, lupin og rigtig mange af de vilde blomster.

Håret solhat

Højsommerens overdådige blomsterbede

Roserne præger midsommeren, men derefter er det stauderne, der bidrager med overdådig blomstring. Det er stauder som solhat (som billedet), lavendel, salvie, stjerneskærm, dagliljer, floks, hestemynte og høstanemoner. Sommerblomster kan sætte yderligere knald på farverne i sommerhaven.

Asters

Sensommer og varme farver

Når sommeren lakker mod ende, indfinder der sig en ganske særlig stemning i haven, præget af blødt lys, varme farver, bær, frøstande og begyndende efterårsfarver. Skønne sensommerstauder er solbrud, hjortetrøst, stormhat og asters (som billedet). Dahlia blomstrer overdådigt frem til frosten, og hortensias blomster får efterårsfarver.